Historie

Rejsegilde i 1912Rejsegilde i 1912
Jonstrupgården er i dag en land- og skovbrugs ejendom på godt 165 hektar, der drives som ridecenter af Susanne Seierskilde og Gert Pedersen. Gennem undersøgelser foretaget af Slægtsgårdsarkivet har det været muligt at føre gårdens historie tilbage til år 1268.

En kirkelig gård
Grunden til at det har været muligt at føre gårdens historie så langt tilbage er, at den helt frem til 16oo tallet var ejet af kirkelige institutioner, hvis papirer er meget velbevarede. Første gang gården nævnes er i et skøde fra 1268, hvor den købes af Skt. Agnetes kloster i Roskilde. Frem til reformationen i 1536 var gården beboet af forskellige munke, og derefter blev den overtaget af Skt. Kathrines alter, ligeledes i Roskilde. Efter reformationen overgik gården til kronen ligesom alt andet kirkegods, og indtægterne fra gården gik til aflønning af offentligt ansatte. I 1681 blev gården solgt til Gjeddesdal, som ligger godt 20 km væk. Gården fortsatte som fæstegård, men under ledelse fra Gjeddesdal. Gården kom til at høre under Gjeddesdal helt frem til 1874, hvor Anders Pedersen frikøbte den. Gården har ikke altid set ud som den gør i dag. I 1910 brændte Jonstrupgården ned pga. et lynnedslag. Gården genopførtes fra 1910-1912 til sin nuværende form.

Susannes tiptiptipoldefar var fæster
Den første på Jonstrupgården i den nuværende slægt var Peder Nielsen, der overtog fæstet i 1815. Traditionen tro overtog sønnen fæstet fra faderen, men i 1874 lykkedes det sønnen Anders Pedersen at frikøbe Jonstrupgården fra Gjeddesdal. Den har således været ejet og beboet af den nuværende slægt i seks generationer. Jonstrupskoven og Borupskoven har ikke altid hørt til gården, disse blev købt i 1929 af den fjerde generation på gården Johanne Boline og Lars Peter Jensen. I 1947 overgik gården til næste generation, Ragnhild og Børge Seierskilde, som har været med til at præge gården i den retning som vi kender den i dag.

Ridecentret etableres
I 1969 besluttede den kun 19 årrige Susanne Seierskilde sig for, at starte et ridecenter på Jonstrupgården. Med god støtte fra sin mor Ragnhild, begyndte hun at føre drømmen ud i livet. I 1970 byggede de det første ridehus på 20 m x 40 m, med tilhørende stald til 33 heste. Det er den stald der i dag anvendes som rideskolestald. De eksisterende stalde på Jonstrupgården blev i årene efter løbende ombygget til hestestald, og det er den der i dag bruges til pensionsheste. I 1985 blev faciliteterne yderligere udvidet, idet der blev bygget en rytterstue samt en sovesal med 24 sengepladser, til brug ved afholdelse af ridelejre. I 1996 blev der opført et lille ridehus, handicaptoilet og en lift til brug ved handicapridning. Jonstrupgården blev således et godkendt ridecenter til handicapridning. Seneste udvidelse er et 20 x 60 m ridehus, som stod færdigbygget i december 2005.

I de sidste godt 40 år har Midtsjællands Rideklub haft tilholdssted på Jonstrupgården. Jonstrupgården er i dag et ridested, hvor mange forskellige former for ridning er repræsenteret så som rideskole, ridning på eliteplan, handicapridning, ridelejre, motionsridning, bredde aktiviteter osv.

Et af de allerførste rideskolehold får her undervisning på det der i dag er hingstefolden.Et af de allerførste rideskolehold får her undervisning på det der i dag er hingstefolden.Rideskolen kvadrille i forbindelse med rideskolens 25 års jubilæum.Rideskolen kvadrille i forbindelse med rideskolens 25 års jubilæum.